Det vi har sammen

Plads til el-biler ved p-hus i Ringsted

Foto: TV ØST

Det nye p-hus i Ringsted skal have plads til el-biler. Borgmesteren mener, at det simpelthen bliver et krav i fremtiden.

Det parkeringshus, som Ringsted Kommune håber på at få statsstøtte til at bygge ved Ringsted Station, skal være fremtidssikret. Det understregede borgmester Niels Ulrich Hermansen (V), da han mandag eftermiddag fik besøg på stationen af trafikordførerne Kristian Pihl Lorentzen (V) og Pia Olsen Dyhr (SF), skriver DAGBLADET Ringsted.

Behovet for flere parkeringspladser ved stationen er stort, og kommunen har for længst fået tegnet skitser af, hvordan et parkeringshus kan anlægges ved stationen. Og det skal udstyres med stationer, hvor elbiler kan blive genopladet.

- Der er ingen tvivl om, at det vil blive nødvendigt. Med den udvikling, der er af brintbiler og hybridbiler, er det bare et spørgsmål om tid, før offentlige parkeringspladser skal have mulighed for at oplade elbiler, siger Niels Ulrich Hermansen til DAGBLADET Ringsted.

Også på anden vis kan parkeringshuset rumme nye funktioner. Indehaveren af en lokal vaskehal har henvendt sig til kommunen og foreslået, at der anlægges en vaskehal i forbindelse med parkeringshuset, så man kan få vasket og støvsuget bilen, mens man er på arbejde. Og borgmesteren forestiller sig, at nogle måske vil tilbyde en service, hvor man kan bestille dagligvarer via sms, så de står klar i bagagerummet, når man stiger af toget og kommer tilbage til sin bil, skriver DAGBLADET Ringsted.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App