Et tip til politiets særlige enhed mod bande- og rockerkriminalitet har ført til afsløringen af to pistoler i den midtsjællandske by Haslev.
De to våben er blevet fundet under en ransagning fredag i en lejlighed i byen, oplyser enheden, Task Force Øst. Beboeren, en mand på 21 år, er blevet anholdt. Lørdag skal en dommer i Næstved tage stilling til, om han skal varetægtsfængsles.
- Den ene pistol var ladt med tre patroner, siger vicepolitiinspektør Hans Erik Raben fra Task Force Øst.
Han tilføjer, at den anholdte ikke i forvejen er kendt for at være en del af bande- eller rockermiljøet. Muligvis skulle den unge mand opbevare de to våben, der har kaliber 22, for andre.
I øvrigt har Task Force Øst i en række forskellige aktioner beslaglagt en stor mængde våben og ammunition.
/ritzau/