Pirattaxier stadig mere accepterede

Det er blevet langt mere almindeligt at tage en uautoriseret taxa hjem. Men det ødelægger forretningen for de lovlydige, mener de.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kalundborg Taxa har gennem de sidste par år oplevet, at pirattaxikørsel er blevet mere udbredt og organiseret.

Det skriver dagbladet Nordvestnyt.

- Hvor det i begyndelsen kun var unge mennesker, som lod sig friste i weekenderne, så er det i dag alle typer mennesker, som tager en pirattaxi - også i hverdagene, forklarer Kim Grøn, formand for Kalundborg Taxa.

Meldt til politiet

Chauffører fra Kalundborg Taxa har anmeldt pirattaxier til politiet, men ifølge Kim Grøn uden den store effekt.

Per Kragh, leder af det lokale politi i Kalundborg, har ikke kendskab til, at pirattaxier i Kalundborg skulle være et stigende problem, ud over han på stående fod har kendskab til to konkrete anmeldelser, men han vil meget gerne i dialog med Kalundborg Taxa om problemet.

- Det er meget forståeligt, at taxichaufførerne vil have reglerne overholdt, og det er absolut vores opgave at sørge for det, siger Per Kragh til dagbladet Nordvestnyt.

Han erkender samtidig, at sager om piratkørsel er svære at løfte bevismæssigt for politiet.


Nyhedsoverblik