Piratfiskere på spil ved Lollands kyst

Fiskeridirektoratet fik sig lidt af en fangst, da de sidste fredag lavede en større kontrol-aktion i Smålands-farvandet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er fyldt med pirater ud for Lollands kyst. Der er tale om pirat-fiskere - og antallet af dem er kommet bag på Fiskeridirektoratet.
En kontrolaktion mellem Urne og Bandholm havn i sidste uge gav en overraskende stor fangst - de fik hele 22 ulovlige garn og 39 ruser i nettet.

- Mængden var markant større, end hvad vi plejer at se. Det er bestemt ikke normalt, at vi kommer hjem med 30 sæt ruser og 1,3 km. garn, fortæller vicefiskeriinspektør Henrik Nielsen.

Kun fire af piratfiskerne bag er blevet afsløret. Mængden af pirater i farvandet overrasker dog ikke fritidsfiskerne ved Bandholm.

- Det kan ikke overraske mig så voldsomt meget, at de finder nogle forbudte ruser. Sådan er det jo - folk udnytter chancen for at forsøge at fange nogle fisk ulovligt, lyder det fra Boye Baad, der i dag var på sin båd i havnen.

Heller ikke havnefogeden i Bandholm Havn er overrasket:

- Piratfiskerne har altid eksisteret jo. Folk har altid fisket,  næsten som de vil - nu er der bare kommet nogle skrappere regler, fortæller havnefoged Bjarne Rasmussen.

For to uger siden fandt også folk fra Bandholm tilfældigvis flere ruser, der ulovligt var blevet bundet op på en bøje.

Ulovlighederne kan dog have en sammenhæng med, at det fra i år er det blevet forbudt at fiske med ruser i maj, juni og juli.

- Det kan godt skyldes, at folk ikke er helt bekendt med reglerne endnu, fortæller Henrik Nielsen.

Det tror de dog ikke på i Bandholm.

- Alle siger, at det er de andre. Man skal jo nok sørge for at holde sin egen sti ren, lyder det fra Bjarne Rasmussen.

Overtrædelser kan betyde bøder eller konfiskation af både redskaber og retten til at fiske. Der vil fremover blive holdt vågent øje med kyststrækningen.

- Vi vil helt sikkert komme lidt oftere, nu hvor vi har opdaget, hvor meget ulovligt, der foregår herude, fastslår Henrik Nielsen.


Nyhedsoverblik