Pirater har skilt danske sejlergidsler

Somalisk public service station Bar-kulan skriver, at pirater har skilt de syv danske gidsler i to grupper.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De syv danske sejlergidsler er blevet skilt ad i to grupper. Det oplyser den somaliske public service radiostation Bar-kulan på sin engelsksprogede hjemmeside.

Bar-kulan skriver, at fire af gidslerne er bragt til Hafun kysten, mens de sidste tre gidsler er om bord i en båd, der sejler i farvandet ud for kysten ved landsbyen Bayl.

Den danske familie - et ægtepar og deres tre teenagebørn samt to gaster - blev taget til fange af somaliske pirater den 24. februar. Det skete omkring 300 sømil fra spidsen af Afrikas Horn i den vestlige del af Det Indiske Ocean.

Det er et område, hvor den danske handelsflåde ifølge Danmarks Rederiforening ikke har sejlet i tre år på grund af piratfaren.

To gange advarede Søværnets Operative Kommando (SOK) - ifølge Ekstra Bladet - faderen i familien mod at sejle ind i området, da han over en satellittelefon ringede for at få en risikovurdering fra SOK.

Ifølge den somaliske radiostation har piraterne flyttet og opdelt gidslerne efter sidste uges kampe mellem regeringssoldater og pirater - kampe, der skulle have kostet mellem 5 og 10 livet, heriblandt også pirater og en lokal hyrde.

Hvad der reelt skete under disse kampe i den kaotiske og uroplagede Puntland-region, er der modstridende oplysninger om, og intet har kunnet bekræftes fra officielt hold. Siden danskerne blev taget til fange, har der ikke været bekræftet nyt om deres tilstand.

Udenrigsministeriet har mørkelagt sagen. Dermed følges den normale praksis, som også sikkerhedsfirmaerne bruger, når søfolk tages som gidsler.

Ifølge efterretningskilder, blandt andet Forsvarets Efterretningstjeneste, at det velkendt, at der er rivalisering mellem både pirater og regeringsmedlemmer. Også magthaverne i Somalia er involveret i pirateri, fordi de vil have en del af kagen.

Det er et velkendt mønster, at piraterne flytter rundt med gidslerne for blandt andet at undgå, at rivaliserende piratgrupper skal tage dem.

/ritzau/


Nyhedsoverblik