Pinsen byder på sommervejr

Der er sommervejr på vej. Meteorologerne spår om hele 25 grader i pinsen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Pinseweekenden ser ud til at blive en lun majoplevelse.

Enkelte steder kan temperaturerne boble helt op i nærheden af de magiske 25 varmegrader. Det er lig med en sommerdag i Danmark, når man slår op i det meteorologiske leksikon, skriver Ritzau.

Blandet vejr

Men byger, der går og kommer, gør dog billedet af smukt pinsevejr til en lidt mere mudret omgang.

- Overskriften for de næste par dage er, at det bliver lunt med dagtemperaturer mellem 18 og 22-23 grader. Nogle steder måske helt op til 25 grader, siger vagtchef Lars Henriksen fra DMI.

- Men det bliver også en blandet vejrtype, der ikke er stabil. Det gælder både fredag og hen over weekenden. Det bliver nogle dage, der byder på perioder med sol, men også med stedvise indslag af regn og byger, tilføjer han.

En sommerdag

Ikke desto mindre tegner der sig et vejrbillede af, at Danmark snart kan begynde at sige goddag til sommeren. I hvert fald når man kigger på termometeret.

- Det ser jo sådan ud. 25 grader er det, som man kalder en sommerdag. Og der er lagt op til, at fredag og måske også lørdag kan nå temperaturer på 25 grader, siger Lars Henriksen fra DMI.

Når man kigger på vejrkortene, kan der være flere steder i landet, hvor man lokalt kan komme helt op i denne flotte ende af temperaturskalaen.

- Man skal tage det med lidt forsigtighed. Men fredag kan det se ud som om, at man igen kan nå ret høje temperaturer i Nordøstsjælland, siger DMI-meteorologen.

- Torsdag nåede man 23,8 grader oppe på nordkysten. Det er nok også der, at man fredag kan finde nogle af de højeste temperaturer, tilføjer han.

Køligt ved kyster

Der et dog et "men" ved de østvendte kyster, hvor man ikke får meget mere end 13 til 16 grader, når det går højest. Det skyldes, at vi de næste dage får en svag til frisk, østlig vind, lyder det.

Tilbage står der kun et enkelt spørgsmål om weekendvejret: Og det er, hvor man kan se pinsesolen danse?

- Det kommer lidt an på, hvor man befinder sig i landet. Der er nok nogle steder, hvor man kan få den at se, og andre steder gemmer den sig bag skyer, siger Lars Henriksen fra DMI.

/Ritzau/


Nyhedsoverblik