Pinligt at køre spritkørsel

Det er flovt at blive taget af politiet med for meget alkohol i blodet. Den holdningsændring mærker de ikke bare hos politiet, men også på landets køreskoler.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Ja, det har jeg. Jeg ved ikke hvor meget promille jeg havde, det er lang tid siden, i mine unge dage. Nu er tiden en anden, og man taler også mere om det. Steen Jæger, Ugerløse, indrømmer gerne, at han har siddet bag rattet med alkohol i blodet. I dag kunne han ikke drømme om at drikke alkohol for derefter at køre bil.

Og det er helt i tråd med den oplevelse, de har hos politiet. - Der er simpelthen sket en holdningsændring. Det er ikke velset at køre spirituskørsel, siger Carsten Andersen, kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands politi  til TV2 Øst.

Den holdningsændring kan kørelærer Torben Sohnemann mærke i sin forretning.

- Før i tiden var det næsten kun spritbilister, vi havde til generhvervelseskurser. I dag er det primært på grund af andre forseelser, folk kommer. Og så kommer de ofte andre steder fra, fordi de ikke har lyst til at blive set i en skolevogn i lokalområdet, siger Torben Sohnemann.

Fredag holdt Midt- og Vestsjællands politi razzia ved Kalundborg, fordi de vidste, at en af de store virksomheder i området holdt julefrokost. - Vi stoppede 34 biler på 45 minutter. Og der var ingen, der var spirituspåvirkede, siger en glad Carsten Andersen.

- Det virker som om at budskabet er forstået. Man skal ikke køre bil, når man har drukket.

 

De koster dyrt:

 

Det koster efterhånden  dyrt at blive stoppet i bilen, hvis man har alkohol i blodet. Hvis man blot har en promille på 0.51 får du følgende straf:

- En betinget frakendelse af kørekortet, dvs. at man indenfor 3 måneder skal bestå en teori- og køreprøve for at beholde kørekortet.

- Du skal deltage i et alkohol- og trafikkursus, 10 timer i alt. Det koster 2000 kroner.

- Du får en bøde på din netto månedsløn gange promillen: 0,51 x f.eks. 20.000 kr = ca. 10.000 kr.

Hvis du har en højere promille eller kører spritkørsel igen, så bliver straffen langt hårdere.

- Du mister kørekortet i minimum tre år.

- Du får en markant højere bøde.

- Du risikerer fængsel eller samfundstjeneste

Ifølge Sikker Trafik stopper du spritkørsel på følgende måde:

- Aftal inden festen begynder, hvem der kører hjem, eller hvordan I kommer sikkert hjem

- Hvis en påvirket person vil køre, så grib ind, også selvom det føles svært: spørg personen, om han er helt sikker på, at han kan køre. Tilbyd at skaffe en taxa, bed om nøglerne, eller foreslå en overnatning. Hvis personen alligevel kører, ring til politiet på 114.

- Husk at de fleste er imod spritkørsel, så du kan få flere til at hjælpe dig med at gribe ind

- Husk at den påvirkede person formentlig vil takke dig dagen efter, fordi du greb ind. ()

Kilde: Sikker Trafik


Nyhedsoverblik