To piger dømt for brand i solcenter

To piger er idømt betinget fængsel for en brand, der i januar sidste år blev antændt i et solcenter i Vig.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

To piger er idømt betinget fængsel for en brand, der i januar sidste år blev antændt i et solcenter i Vig. Det skriver Dagbladet Nordvestnyt.

Den 9. januar sidste år blev solcenteret ødelagt af brand. Billeder fra overvågningskameraer viste, at to piger havde en andel i branden, og mandag sad de så i Retten i Holbæk tiltalt for brandstiftelse.

Pigerne var bare 15 år, da de  tidligt om morgenen gik ind i solcentret for at få varmen. Mens de sad og snakkede i den ene af de tre kabiner, sad den ene af pigerne og holdt en tændt lighter helt ind til solariet uden at tænke nærmere over det, forklarede hun.

Pludselig fik ilden fat i den hårde plastic.

- Det var bare en lille flamme, som vi formentlig sagtens kunne have slukket, men vi gik i panik og skyndte os ud, lød det samstemmende fra pigerne.

I stedet forlod de to piger stedet og satte sig i toget til Højby, hvor de spiste en hotdog.

Dommeren fandt dem skyldige i brandstiftelse, og de fik hver ét års betinget fængsel og skal betale en erstatning på 200.000 kr., oplyser dagbladet Nordvestnyt.


Nyhedsoverblik