PFA-forslag kræver ny Femern-aftale

PFA ønsker private penge i en Femern-bro. Men det kræver en ny aftale med Tyskland og er derfor tvivlsomt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Transportminister Flemming Hansen (K) skal til forhandlingsbordet med Tyskland igen, hvis pensionsselskabet PFA's ønske om at skyde privat kapital i Femern-broen skal blive til virkelighed.

Aftalen mellem Danmark og Tyskland, det såkaldte "Memorandum of Understanding", beskriver præcist, at selskabet bag broen skal være ejet ene og alene af den danske stat.

Den økonomiske del af Femern-projektet varetages af Sund&Bælt, som også administrerer økonomien i broerne over Storebælt og Øresund. Selskabets finansdirektør Kaj V. Holm har svært ved at se, hvordan en privat investor kan komme ind over projektet.

- Som konstruktionen ligger i øjeblikket, er der ikke mulighed for det. Der er ikke plads til andre ejere end staten selv, siger Kaj V. Holm til Ritzau.

Han ser heller ikke den store fordel fra statens side i at få en privat medejer ind over.

- Det ville give en dyrere finansiering og en mere kompliceret styringsmekanisme. Hvis man havde et privat medejerskab, skulle man også have privat indflydelse på projektet. Det vil sige, at styringen ville blive mere kompliceret, for de parter vil ikke nødvendigvis have samme interesser, siger Kaj V. Holm.

Venstre trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen og socialdemokraternes trafikordfører Magnus Heunicke siger samstemmende, at det er et sundhedstegn for projektet, at private investorer viser interesse i at komme med. Begge vil også gerne høre nærmere om, hvad PFA forestiller sig. Men Magnus Heunicke har svært ved at se, hvordan det skal udmønte sig.

- Lige umiddelbart har jeg svært ved at se det attraktive for statskassen i at have dem, men jeg er åben over for en dialog, hvis de kan forklare mig det attraktive, siger Magnus Heunicke.
/Ritzau/


Nyhedsoverblik