PET går ind i Rørvig-sag

Politiets Efterretningstjeneste hjælper nu Midt- & Vestsjællands Politi med efterforskningen af sagerne fra Rørvig, hvor to politisk aktive pensionister har været udsat for trusler og hærværk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Trusselsbreve, molotov-cocktail og stenkast er blevet en sag for Politiets Efterretningstjeneste (PET). PET assisterer Midt- & Vestsjællands Politi med efterforsningen af det politiske hærværk i Rørvig.

"Jeg kan bekræfte, at PET bistår politikredsen med efterforskningen. Det er naturligvis et demokratisk problem, når politikere trues eller chikaneres på grund af deres politiske virke, og det er derfor en sag, som vi ser på med stor alvor", siger chefen for PET, Jakob Scharf.

De to pensionister Mogens Olsen og Carsten Hansen er bestyrelsesmedlemmer i henholdsvis Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti i Odsherred. De er naturligvis rystede over sagerne, hvor nogen har underskrevet truslerne med "kommunistisk front".

- Jeg er meget utryg ved, at det kan forekomme. Hvad bliver det næste? Det ved man jo ikke, siger Carsten Hansen, der fik en sten kastet mod huset med trusler bundet omkring.

Mogens Olsen bor få hundrede meter derfra. Han har ingen idé om, hvem der kan have kastet brandbomben mod hans hus, som kunne have brændt ned.

- Det er ret ubehageligt. Det er jo beklageligt, at man ikke kan have sin overbevisning i fred. Jeg har aldrig ført mig frem politisk, så det er jeg helt uforstående overfor, siger Mogens Olsen.

De to bestyrelsesmedlemmer vil ikke stoppe deres politiske arbejde på trods af truslerne.  


Nyhedsoverblik