Det vi har sammen

Pensionist får økonomiske tæsk for venskab

Foto: TV ØST

Ældresagen kritiserer skarpt beslutningen om at skære i 77-årigs pension, fordi hun har fået hjælp af en ven.

3.000 kroner mindre om måneden – og pænt farvel til hjælp til at betale den helt nødvendige medicin.

Det er konsekvensen af et gammelt venskab for den 77-årige folkepensionist Lilly Nørmark Nielsen fra Slagelse.

En ven gennem mere end 40 år har hjulpet pensionisten med tøjvask og indkøb – og de har en gang imellem spist middag sammen. Og det er åbenbart så tæt et forhold, at de to kan betegnes som kærester, og derfor må kommunen gerne tage hjælpen fra den svækkede pensionist. Det fastslår Det Sociale Nævn ifølge Sjællandske.

TV2 Øst har tidligere fortalt om sagen - men siden har Lilly Nørmark Nielsen valgt at afbryde kontanten til sin gamle ven for at overleve økonomisk.

Lilly Nørmark Nielsen lider af blandt andet astma og knogleskørhed – men efter kommunens beslutning har hun ikke længere råd til at betale sin medicin. Efter at have betalt husleje for hendes ældrebolig har hun nemlig kun 1.140 kroner om måneden til at leve for.

Baggrunden for beslutningen i Det Sociale Nævn er, at Lilly Nørmark Nielsens ven har bidraget til husførelsen, og at pensionen derfor kan beregnes ud fra reglerne om samliv.

Bjørn Flarup fra Ældresagen kalder sagen for håbløs, og opfordrer nu til en lovændring

- Det er så kritisabelt, som det kan være, og sagen er jo helt urimelig, siger han til avisen.

Ældresagen vil nu hjælpe Lilly Nørmark Nielsen i den yderligere kontakt med Slagelse Kommune.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App