Pension til børn

Der findes børneopsparinger, uddannelsesopsparinger - og indtil i går også pensionsopsparinger til børn. Mange forældre har valgt at sikre deres børn 50 til 60 år ud i fremtiden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I går var sidste dag, hvor man uafhængigt af fremtidige politiske efterlønstiltag kunne sikre sig en pensionsopsparing, som kan udbetales, når man bliver 60 år. Vel at mærke hvis man er født efter den 31. december 1958. Regeringens velfærdsreform gør at mange ellers først - som det er i dag - ville have mulighed for at gå på efterløn, når de er 62 år.

I både Danske Bank, Nordea og DIba har kunderne vist stor interesse for at oprette en pensionsopsparing. Ikke mindst til deres børn.

- Vi har skrevet om det på vores hjemmeside, men vi har ikke slået på stortromme, om man så må sige, for at få folk til at lave pensionsopsparinger til børn, så vi er lidt overraskede over, at så mange har vist interesse for det, siger Bent Holz Hansen, filialdirektør i Danske Bank i Vordingborg.

Stina Højgaard, som er mor til to børn på syv og ti år, har oprettet både en ratepension og en kapitalpension til hver af børnene.

- Vi vil gerne sikre dem så meget som muligt. Derfor har vi valgt at gøre det. Måske kan det også hjælpe til med at få dem i gang med at spare op til pensionen tidligere end vi har gjort. Det tror jeg nemlig er nødvendigt i fremtiden, siger Stina Højgaard.

Flere banker, herunder Nordea, mener som udgangspunkt, at forældre skal satse på andre opsparinger til børnene i stedet for at forsøge at sikre dem 50 år eller mere ud i fremtiden.  


Nyhedsoverblik