Nyheder fra din hverdag

Pengetransport røvet i Slagelse (Video)

Foto: TV ØST

Tre mænd røvede i aftes en pengetransport fra Dansk Værdihåndtering ved Bilka i Slagelse.

Tre mænd bevæbnet med en pistol røvede sent i aftes en pengetransport fra Dansk Værdihåndtering, der holdt ved personaleindgangen til Bilka i Slagelse.

Røverne truede med pistolen pengetransportens chauffør, der var alene i bilen, til at udlevere et endnu ukendt antal pengekassetter, der tidligere på aftenen var hentet i flere supermarkeder, blandt andet Føtex, oplyser vagtchef Søren Nielsen fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

Se video fra politiets undersøgelser af gerningsstedet tidligt i morges herunder:
[video:flv:090408_pengetransport.flv]

Pengetransportens chauffør er stærkt chokeret, men har det ifølge vagtchefen efter omstændighederne godt.

De tre gerningsmænd flygtede til fods og er sidst blevet set ved McDonalds.

  • Den ene er ca. 18-20 år, omkring 165 cm, alm. af bygning, mørke øjne, med cowboybukser, mørke sko og sort hættetrøje, og mørke handsker.
  • Den anden ca. 18-20 år,  ca. 180 cm, slank til ranglet af bygning, mørke øjne og lys hættetrøje, cowboybukser muligvis med et mønster, lyse sko.
  • Den tredje ca. 15-18 år, ca. 160 cm høj, alm. af bygning med mørkt tøj.

I sidste uge blev en anden pengetransport fra firmaet Dansk Værdihåndtering røvet ved Brøndby. Her slap to ukendte gerningsmænd væk med ca. 10 millioner kr.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?