Pengeskab fundet i skov

Foto: TV ØST

Først trak rambuktyve pengeskabet ud gennem væggen i Super Spar i Blangslev. Nu er det så fundet i en øde skov ved Knudshoved.

Det var en lystfisker fra Ørslev, som fandt pengeskabet lørdag morgen. Han var på vej ud for at fiske, skriver Sjællandske.

- Jeg gik mod Knudshoved i skoven, og et stykke nede af en lille sti, opdagede jeg så pengeskabet. Først tænkte jeg: Hvem har sat et køleskab midt i skoven? Men det viste sig, at være en bankboks, da jeg kom lidt nærmere, siger Dan Nielsen til avisen.

Lystfiskeren alarmerede herefter politiet, der kom og afspærrede området.

Vagtchef John Andersen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, bekræfter overfor Sjællandske, at der er tale om pengeskabet fra Super Spar, som blev stjålet natten til torsdag.

Trak skabet ud med tykke kæder

Pengeskabet blev stjålet natten til torsdag fra en Super Spar på Blangslevvej 14 i den lille by Blangslev nær Vordingborg. Ved hjælp af en firhjulstrækker og tykke kæder trak de det store pengeskab ud gennem butikkens væg. Ifølge politiet var der omkring 120.000 kroner i skabet.

Ifølge Sjællandske manglede pengene i skabet, da det blev fundet.

Udbrændt bil muligvis rambukken

Sent lørdag aften brændte en firehjulstrækker ved militærets øvelsesterræn i Kalbyrisskoven, skriver avisen. Politiet vil hverken be- eller afkræfte om den udbrændte firehjulstrækker har forbindelse til rambuktyveriet.  

Lokalpolitiet i Vordingborg varetægtsfængslede torsdag en 31-årig mand, men politiet leder stadig efter en eller flere gerningsmænd.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App