Penge vælter ind til retssag mod staten

Alt fra 250 kroner til 50.000 kroner er væltet ind på kontoen hos foreningen Bæredygtigt Landbrug, efter de åbnede op for, at danske landmænd kunne give økonomisk hjælp til en retssag mod staten.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det regner med donationer ned over Foreningen Bæredygtigt Landbrug. Penge, som kommer fra danske landmænd, der ønsker at støtte retssagen mod staten omkring de forhadte randzoner. En retssag, som er den største af sin slags nogensinde i Danmark, fortæller DR Sjælland.

Tæt på en million
- Vi er meget tæt på en million, vi regner faktisk med at runde en million her i weekenden. Det er vi meget stolte af, for vi har ikke spurgt om pengene. Vi er udmærket klar over, det er et meget kritisk tidspunkt for landmændene det her. Der er kun en måned til høst, så det er nu, der er allerfærrest penge i landmændenes kasse, siger direktør for Bæredygtigt Landbrug, Vagn Lundsteen fra Vipperød.

Donationerne kommer til at hjælpe finansieringen af retssagen, hvor Bæredygtigt Landbrug går til kamp mod regeringens nye lov om randzoner. Loven gør det ulovligt at dyrke, sprøjte og gøde langs en række vandløb i Danmark.

En grotesk lov
I alt bliver der med den nye lov 50.000 hektar randzoner rundt om i Danmark, der ikke må dyrkes, og som skal åbnes for offentligheden.

- Loven er helt grotesk. Vi er meget taknemmelige for den store opbakning folk viser, det er lige til at blive rørt af. Og det viser bare, at folk bakker os op i den her sag, siger Vagn Lundsteen til DR Sjælland.

Vil koste arbejdspladser
Han anslår at det vil komme til at koste det danske landbrug 180 milliarder kroner, når loven er fuldt implementeret, og på sigt mener direktøren for Bæredygtigt Landbrug, at det vil koste 50.000 danske arbejdspladser.


Nyhedsoverblik