Det vi har sammen

Pendlerne slipper for dyrere togbilletter

Foto: TV ØST

Pendlerne kan ånde lettet op, når DSB justerer billetpriserne. Men det bliver dyrere for en almindelig billet.

Det bliver dyrere at tage med toget. En almindelig standardbillet stiger med 2,3 procent, mens et klippekort stiger med to procent.

Det sker, når DSB justerer billetpriserne den 18. januar.

Men for pendlerne er der dog godt nyt. For fjerde år i træk koster periodekortet hos DSB det samme. Det oplyser DSB. Prisen er den samme som tilbage i starten af 2008.

- Vi ved, at transport er en post i budgettet hos rigtig mange danske familier. Vi vil gerne belønne vores faste kunder med billigere transport i hverdagen, siger kommerciel direktør i DSB Mogens Jønck og fortsætter:

- Men vi vil også gøre togtransporten endnu mere attraktiv for nye kunder. Og toget er et rigtig godt alternativ til bilen også for pendlerne, ikke alene på prisen, men også i forhold til tidsforbrug og miljøet, siger han.

Priserne på togbilletterne stiger i snit med 1,8 procent.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?