Det vi har sammen

Patienter med postpolio lades i stikken

Foto: TV ØST

Der er gået mere end 50 år siden den sidste polio-epidemi i Danmark, men mange lever stadig med eftervirkningerne.

Indtil for ganske nylig kunne danskere blive behandlet for postpolio i Sverige, men nu må patienterne sejle i deres egen sø.

I sidste uge modtog knap 50 personer, der står på venteliste, et brev om, at de ikke kan blive henvist til behandling.

Både Region Hovedstaden og Region Sjælland har stillet henvisningerne i bero.

Ifølge lægelig direktør på Rigshospitalet, Jannik Hilsted, skyldes det, at der ikke findes tilstrækkelig videnskabelig dokumentation for behandlingen.

Men professor Kristian Borg fra Danderyds Sjukhus i Stockholm siger, at behandlingen har en effekt, det tager bare tid at opbygge et videnskabeligt grundlag.

Stifter af selvhjælpssiden www.postpolio.dk, Niels Frandsen, påpeger, at der er tale om patienter oppe i årene, og at der derfor ikke er tid til at vente på dokumentationen - danskere bør ligesom svenskere fortsat have ret til behandlingen.

Post-polio rammer 20 til 40 år efter den oprindelige polio-smitte.

Hvor mange der lider af sygdommen er uvist, og den behandles ikke i Danmark.

Det gør den derimod på forsøgsbasis i Sverige. Her giver man drop med stoffet gammaglobulin, der styrker immunforsvaret. Det er en behandling der også i Danmark bruges i forbindelse med andre sygdomme.

Danskere har ret til behandling i udlandet gennem EU's behandlingsgaranti.

Men postpolio-behandlingen er undtaget, fordi den på nuværende tidspunkt ikke er "alment anerkendt".

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App