Patienter får overflødige operationer

Antallet af hofte- og knæoperationer stiger. Flere læger mener, det sker, fordi kirurgi er blevet en handelsvare.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et stort antal patienter udsættes for operationer, der er helt unødvendige og oven i købet rummer en betydelig risiko for, at de løber ind i alvorlige komplikationer. Det skriver Berlingske Tidende.

Årsagen er, at man fra politisk hold har forvandlet kirurgi og operationer til en "handelsvare", som både offentlige og private sygehuse er tvunget til at udføre flest mulige af for at få deres økonomi til at hænge sammen. Sådan lyder den barske kritik fra flere læger, som advarer mod den øgede brug af økonomiske incitamenter for at sikre en høj produktion.

- Det er helt tydeligt, at der opereres for mange patienter, fordi der er kommet en alt for kraftig økonomitænkning ind i systemet. Det begynder at give utilsigtede konsekvenser for patienter, der udsættes for unødvendige operationer med risiko for komplikationer, der slet ikke står mål med deres lidelser, siger overlæge Stig Sonne-Holm fra Ortopædkirurgisk Afdeling på Hvidovre Hospital.

Sammen med to kolleger slår han i Ugeskrift for Læger alarm over, at antallet af rygkirurgiske indgreb samt operationer, hvor folk med slidgigt får indsat kunstige knæ og hofter, er steget med ca. 50 procent på fire år til langt over 15.000, uden at det har betydet faldende ventetider

De konkluderer, at sygehusene er begyndt at operere "mindre udtalte sygdomstilfælde" for at opfylde de kvoter, som styrer afdelingernes budgetter, uagtet at ny forskning viser, at der er betydelige risici - f.eks. for at få blodpropper - forbundet med de pågældende indgreb.

Flere fremtrædende læger støtter kritikken, bl.a. den lægelige direktør på Rigshospitalet Jannik Hilsted, og den tidl. chef for Sundhedsstyrelsen Jens Kr. Gøtrik.

I Danske Regioner erkender formand Bent Hansen (S), at "advarselslamperne må blinke".
/ritzau/


Nyhedsoverblik