Det vi har sammen

Politiet advarer: Pas på falske soldater på nettet

Foto: TV ØST

Politiet advarer mod falske personer på internettet, der giver sig ud for at være amerikanske soldater i Afghanistan og lokker penge ud af danske kvinder.

En række danske kvinder er blevet kontaktet af nogle falske personer, der udgiver sig for at være amerikanske soldater udstationeret i Afghanistan.

Kontakten er typisk sket gennem Facebook eller forskellige datingsider på nettet, hvor kvinderne er røget i en kærlighedsfælde.

Kærestelignende forhold

I nogle tilfælde har der udviklet sig kærestelignende forhold med kontakt på både e-mail og telefon, og det har virket så troværdigt, at det har fået kvinderne til at overføre penge til "soldaterne".

- De pågældende soldater giver udtryk for at være i en situation, der kun kan løses med penge. Det er en form for svindel, som man også har oplevet i flere andre europæiske lande, siger vicepolitiinspektør Johnny Lungberg fra Rigspolitiets Nationale IT-efterforskningssektion.

Politiets råd

Politiet anbefaler, at man ikke går i dialog med personer, der kan mistænkes at være med i denne form for bedrageri eller på nogen måde udleverer personlige oplysninger eller overfører penge til dem. De overførte penge kan typisk ikke tilbageføres og må anses for tabte.

Politiet i regionen kan ikke genkende sagen og har ikke fået nogle anmeldelser om sådanne tilfælde - endnu. Men det kan jo ske.

- Det kender vi ikke noget til, heldigvis. Men det er sket, så derfor kan det også ske her. Derfor vil et generelt råd være, at man skal være skeptisk over for, at starte en dialog med fremmede mennesker på nettet - netop for at undgå, at denne form for svindel sker, siger kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, Martin Bjerregaard, til TV2 ØST.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App