Par fra Vejle taget med pistol på Sjælland

24-årig mand og 30-årig kvinde fra Vejle-egnen havde skarpladt pistol i bilen, da politiet stoppede dem ved Slagelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et jysk par fra Vejle-kanten endte med et forklaringsproblem, da politiet ved Slagelse stoppede dem i en rutinekontrol.

I bilen havde parret en pistol med adskillige skarpe skud i magasinet.

- Det er vores indtryk, at det er mandens pistol. Men kvinden er i første omgang også sigtet for den ulovlige våbenbesiddelse, siger vicepolitikommissær Ove Groth ved Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi.

Den 24-årige mand er i forvejen velkendt af politiet, og han har ifølge politiet ikke villet fortælle, hvorfor det skarpladte våben var med i bilen på den private tur til Sjælland.

Manden og kvinden fremstilles i grundlovsforhør tirsdag formiddag i Næstved.

Efter en gevaldig skærpelse af straffen for besiddelse af skydevåben forrige sommer kan pistolens indehaver se frem til en dom på mindst et års fængsel.

/ritzau/


Nyhedsoverblik