Pædofilitiltalt blev anmeldt i 2001

Overgebet mod en 6-årig pige i Holeby på lolland kunne måske være undgået. Den nu 40-årige pædofilitiltalte mand fra Esbjerg blev nemlig allerede for 10 år siden meldt til politiet. Men beviserne var for svage.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Allerede for 10 år siden blev den nu 40-årige pædofilitiltalte mand anmeldt til politiet for overgreb mod børn.

Det skete efter, at han - ifølge anklageskriftet - voldtog piger i helt ned til fireårsalderen i slutningen af 1980'erne og starten af 1990'erne i Taastrup kommune, hvor han dengang boede.

Som teenagere mødte pigerne, ifølge DR Nyheders oplysninger, igen den pædofilitiltalte, hvorefter de i juli 2001 anmeldte ham til politiet.

Hos Vestegnens Politi bekræfter politiinspektør Bent Isager-Nielsen over for DR Nyheder, at der tilbage i 2001 blev gennemført både videoafhøringer af pigerne og afhøringer af andre vidner.

Efterforskningen blev dog sat i bero, da politiet vurderede, at man ikke havde nok til at rejse en tiltale. Derfor kunne manden fortsætte sin adfærd, hvilket angiveligt gik ud over en 6-årig pige i Holeby i 2006. På det tidspunkt boede manden med sin familie i Rødby.

Bistandsadvokat: Det er dårligt politiarbejde

Mona Meelberg, en af de bistandsadvokater der repræsenterer børnene i Esbjerg-sagen, er chokeret:

- Jeg er dybt frustreret over, at man ikke tager det alvorligt, hvad der sker med børn i dagens Danmark, siger hun til DR Nyheder.

- Det er utroligt, at man ikke foretog sig noget. Det er så alvorlige anklager, så det burde man have gjort med det samme. Man kunne måske have reddet nogle af de andre børn. Det er dårligt politiarbejde, siger hun.

Igen i januar 2008 blev den, ifølge anklagen, pædofile mand anmeldt til politiet - denne gang i Esbjerg.

Denne sag blev dog også droppet, da politiet vurderede, at der ikke var nok substans i den, siger Lars Bramhøj, politiinspektør hos Syd- og Sønderjyllands Politi, til DR Nyheder.

Politiinspektør Bent Isager-Nielsen fra Vestegnens Politi vil ikke kommentere sagen om den ti år gamle anmeldelse yderligere, da den nu er blevet en del af retssagen mod den 40-årige pædofilitiltalte.

/ritzau/

 

Læs relaterede artikel:
Far fra Esbjerg tiltalt for voldtægt på Lolland


Nyhedsoverblik