Pædagogkonflikt i hårdknude

Intet tyder på, at Bupl og Kommunernes Landsforening begynder nye forhandlinger. 13.000 pædagoger strejker stadig. Buplformand Henning Pedersen kaldte torsdag KL's topforhandler, borgmester Mads Lebech (K), arrogant.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lebech havde i en kommentar til resultatet af FOA's afstemning udtrykt håb om, "at medlemmerne i Bupl efterhånden får et mere positivt livssyn".

Det er ikke et godt signal for nye forhandlinger, lød det fra Henning Pedersen. 

- Jeg synes, det er en meget arrogant og tilbagelænet holdning fra KL. Det viser, at Mads Lebech ikke på nogen måde er indstillet på at finde en løsning på det her, sagde Henning Pedersen til Ritzau.

Lockout fra den 17. juni
De 13.000 pædagoger har nu strejket i 15 kommuner landet over siden den 18. maj. Her i regionen er Guldborgsund og Kalundborg udtaget til strejken.

Arbejdsgiverne i KL har tilmed varslet lockout for forbundets øvrige cirka 47.000 medlemmer i de resterende kommuner fra den 17. juni.

Optrapning fra 20. juni
Bupl har varslet en yderligere optrapning fra 20. juni. Her vil 4600 af forbundets medlemmer med lederstillinger strejke. Hvis konflikten fortsætter så længe, vil al børnepasning være lammet fra den 20. juni, og mere end en halv million børn står uden pasning. 

Læs mere om konflikten


Nyhedsoverblik