Angste eller ulykkelige småbørn må klare sig selv, hvis andre børn skal skiftes eller puttes.
Det er virkeligheden på en række daginstitutioner på Midtsjælland.
Undersøgelse viser stort problem
Her har hver tredje pædagog prøvet at blive ladt alene med op mod 60 børn samtidig i mere end en halv time.
Det viser en ny undersøgelse foretaget af BUPL Midtsjælland, fortæller P4 Sjælland.
230 pædagoger er med i undersøgelsen.
Uforsvarligt med så stort ansvar
Og undersøgelsen viser bekymrende tilstande, mener formanden for BUPL Midtsjælland, Bertha Langhoff Hansen.
- Jeg synes ikke det er forsvarligt, at man står alene med ansvaret for så store børnegrupper, siger hun til radiostationen.
Undersøgelsen viser samtidig, at hver tredje af pædagogerne på enhver given dag har været alene med mellem 10 og 14 børn i mere end en halv time.