Påskevejret bliver koldt og drillende

Påskevejret bliver blandet med alt fra solskin til potentielt slud og tøsne. Dog bliver kulden gennemgående.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvis du allerede har lagt vinterhue og handsker væk efter vinteren, kan du godt finde dem frem igen.

For trods sol flere dage bliver påsken generelt en ganske kold omgang, hvor temperaturen kan komme ned at kysse frysepunktet om natten, oplyser vagthavende meteorolog ved DMI, Jesper Eriksen.

-Torsdag bliver den flotteste dag i påsken med en hel del solskin hele dagen, men det bliver koldt, og der vil nok være frost på græsset, når man står op og skal ned til bageren efter morgenbrød, siger Jesper Eriksen.

Fredag slår vinden om, og der kommer et regnvejr ned over Danmark fra nordvest. Da temperaturen samtidig falder i løbet af aftenen og natten, kan det slå over i slud og nok også tøsne enkelte steder, så der er risiko for pletvis glatte veje.

- Nedbøren kan være enten regn, slud eller lokalt måske tøsne. Det er et meget drilsk vejr, fortæller Jesper Eriksen.

Lørdag er mere tørt, og solen vil titte frem fra skyerne, der ellers bliver dominerende. Der vil mest være tørt vejr, men i løbet af dagen kan det også lørdag slå over i lidt regn og slud.

Søndag og mandag kommer til at ligne lørdagen med ustadigt vejr.

- Hvis man skal summere op, skal man være forberedt på lidt af hvert. Solen kommer frem, men man kan også risikere næsten alle former for nedbør. Og det kan være både regn, slud og måske også tøsne, siger Jesper Eriksen.

/ritzau/


Nyhedsoverblik