Pårørende er vigtige på plejehjem (Video)

Mange plejehjem er blevet afhængige af hjælp fra pårørende til blandt andet indkøb og lægebesøg. På et plejehjem i Vig har man med succes fået gjort det til en hyggelig del af hverdagen at lade de pårørende give en hånd med.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Jette Poulsen gør meget for, at hendes far skal føle sig godt tilpas på sit plejehjem i Vig. Hun kommer nogle gange om ugen for at hjælpe med alt fra opvask til tøjvask og kaffebrygning.

- Det er ikke en byrde for mig. Jeg synes, det er hyggeligt, og de ældre bliver jo så glade for det, fortæller hun.

[video:video_mangler:090928_paaroerende_hjaelper.flv]

Det er en hjælpende hånd som hun og mange af de andre pårørende til Baeshøjgårds beboere gerne giver for at stedets ansatte ikke skal løbe helt så stærkt. Og håndsrækningen har stor betydning, når pengene er få.

- Vi har jo også været nødt til at spare, og vi har ikke flere penge, end de har andre steder. Derfor er det altså en kæmpestor hjælp, at de pårørende er så hjælpsomme, fortæller afdelingsleder på Baeshøjgård Gitte Holgaard.

På Bashøjgård opfordrer man direkte de pårørende til at tage del i de ældres hverdag. Det sker gennem en folder, som de pårørende får udleveret, når en beboer flytter ind. Og det er en bøn, som mange vælger at lytte til.

Men det er problematisk, at plejecentre generelt bliver afhængige af hænder fra pårørende, mener FOA.

- Det er jo simpelthen fordi, at ressourcerne på ældreområdet er skåret helt ind til benet, lyder det fra FOA's formand i Nordvestsjælland Jutta Larsen.

Det er nemlig langt fra alle pårørende, der har tid og overskud til at påtage sig opgaver i en allerede travl hverdag.

- De pårørende kan let komme til at føle det som et pres, at de både skal passe familien derhjemme og på et plejehjem, der måske ligger langt borte, er Jutta Larsens bekymring.

Og netop fordi mange i forvejen har en travl hverdag, sørger de på Baeshøjgård også for at påskønne den ekstra indsats:

- Vi forsøger at huske at takke dem for den store hjælp, de yder. Og så sørger vi for, at det altid er rart og hyggeligt at komme her, lyder det fra Gitte Holgaard.


Nyhedsoverblik