Påkørt blev efterladt i vejkanten

45-årige Mike Olesen fra Sorø blev påkørt af en bil, da han var ude på en natlig gåtur med sin hund. Bilisten efterlod offeret bevidstløs i vejkanten.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Natten mellem lørdag den 24. og søndag den 25. oktober gik Mike Olesen en tur på Elmevej i Sorø. Her kom en bil og kørte ind i ham med så høj fart, at Mike Olesen røg hen over bilens køler. Det skriver Sjællandske.

Han blev kastet af 20 meter længere fremme og landede bevidstløs i vejkanten. Omkring 25 minutter senere vågnede han og var i stand til at finde hjem.

Ulykken gav ham en voldsom hjernerystelse, men det er mest af alt bilistens manglende moral, der piner Mike Olesen.

- Man kan da ikke bare skride fra et uheld, hvor man har kørt et andet menneske ned, siger Mike Olesen til Sjællandske.

Nu beder Mike Olesen og politiet om offentlighedens hjælp til at finde flugtbilisten.

- Det har da været hårdt nok med de forskellige skader, som jeg fik efter ulykken, men allermest er jeg rystet over, at man bare kører videre, når der ingen tvivl er om, at man har påkørt et andet menneske, siger Mike Olesen.

På TV2 ØST i aften kl. 19.30 kan du høre Mike Olesens historie og se, hvor stort problemet med flugtbilister faktisk er.


Nyhedsoverblik