Færdiguddannede lærere står uden job

Nu starter skolernes sommerferie og for flere sjællandske lærere begynder samtidig et liv som arbejdsløs.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Endnu et kuld nyuddannede skolelærere er netop kommet ud fra seminarierne - de skal holde sommerferie, og bagefter skulle de gerne ud på regionens folkeskoler og undervise - hvis der da ER nogle lærerstillinger til dem:

For eksempel fyrede Vordingborg kommune for nylig 32 lærere.

I flere af regionens andre kommuner sparer man på lærertimerne.

Eksempelvis skærer Slagelse Kommune omkring 16 stillinger væk fra august. I Næstved bliver der skåret 10 til 15 lærerstillinger. Og i Holbæk skærer man 16 stillinger.

Og netop i Holbæk leder folkeskolelærer Henrik Vonsbæk efter arbejde. Han går nu på sommerferie uden et nyt job at se frem til.

. Han har søgt næsten 30 stillinger de seneste måneder, men har kun været til én jobsamtale.

- Det har overrasket mig meget, at situationen ser sådan ud, og det er meget frustrerende, fortæller han.

Og han er efter alt at dømme langt fra den eneste, der må gå frustreret på sommerferie. På Grevinge Skole i Odsherred har skoleleder Marianne Blum slået to stillinger op i år og modtaget 37 ansøgninger.

- Det er jo en drømmesituation for mig at stå med så mange kvalificerede ansøgere. Men det er jo langt fra nogen drømmesituation for alle de lærere, der nu går på ferie uden at have noget job at komme tilbage til, siger hun.

Henrik Wonsbek overvejer nu at vende tilbage til sit tidligere arbejde som taxachauffør i weekenderne og det scenarie bekymrer formanden for Holbæk Lærerkreds:

- Når flere lærere søger over i andre brancher, så er der en risiko for at de ikke vender tilbage til folkeskolen. Og det er meget uheldigt, for om bare to år vil en stor gruppe lærere gå på pension og så kommer vi til at mangle læreruddannede igen, fortæller Bjørn Hansen, formand for Holbæk Lærerkreds.

De helt præcise tal for ledigheden blandt lærere kan først beregnes til august.

 


Nyhedsoverblik