Overfaldet på legeplads

Tre piger i Næstved blev 2. Påskedag udsat for en aggressiv børnelokker. Han tilbød dem slik, som de takkede nej til - og så greb han fat i en af dem og truede med en kniv.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var ved Sct. Jørgens Skole i Næstved, at pigerne blev opsøgt af manden

Dorthe Troelsens 11-årige datter Cecilie var sammen med sin 7-årige lillesøster og jævnaldrende kusine taget på legepladsen.

Under en gemmeleg greb manden fat i kusinen og tilbød hende slik. Da hun sagde nej, blev han mere aggressiv.

- Han tog fat i hende meget hårdt fat i hendes arm, så man bagefter kunne se tre fingre rimeligt tydeligt på hendes arm, fortæller Dorthe Troelsen

Den 11-årige pige bed gerningsmanden I fingeren for at slippe fri. Han reagerede ved at hive en kniv i et hylster frem.  Men det lykkedes pigerne at stikke af fra manden og hjem. Især de to ældste piger er mærket af oplevelsen.

- De tør ikke rigtig gå uden for og er bange for, at han har skygget dem og ved, hvor de bor, forklarer Dorthe Troelsen.

Politiet ser meget alvorlig på sagen og arbejder nu på at finde frem til gerningsmanden.

- Jeg kunne forestille mig, at det er en fra nærmiljøet eller en man har set i bybilledet ud fra den beskrivelse, som pigerne giver af ham, siger Niels Denny Sørensen, som er leder er lokalpolitiet i Næstved.

Ifølge pigerne var der tale om en dansk mand på cirka 30-40 år. Han var høj og havde en stor mave. Han havde sort hår, mørke øjne og skæg omkring munden. Han var iført en sort hue, en sort vest og jakke og mørkegrønne bukser. Han havde også en stort sort taske eller sæk med sig. Og pigerne fortæller, at han lugtede af øl.

I hjemmet i Næstved håber familien, at nogen kan genkende beskrivelsen, så der kan blive sat et punktum I sagen.

- Jeg tror, pigerne vil få det rigtig godt, når de ved, at han er fanget, så han ikke kan gøre det igen, siger Dorthe Troelsen.

Politiet tager gerne imod henvendelser fra personer, der kan have oplysninger om manden på telefon 114.


Nyhedsoverblik