Ornitologer kræver flyveforbud

Filmfolk i en helikopter skræmte de voksne vandrefalke væk fra deres rede på Møns Klint. Det kostede en af ungerne livet. Nu vil ornitologer have indført forbud mod flyvning i lav højde over fuglebeskyttelsesområder

En af ungerne i vandrefalkenes rede på Møns Klint døde forrige uge, efter at et filmhold i en helikopter havde jaget forældrene væk. De fire unger lå ubeskyttede i reden i syv timer og fik ikke føde, fordi den larmende og lavtflyvende helikopter havde skræmt de voksne falke bort.

Hændelsen får nu Dansk Ornitologisk Forening til at foreslå at stramme luftfartsreglerne, så flyvning i lav højde bliver forbudt over alle fuglebeskyttelsesområder. Som reglerne er i dag, er der i realiteten frit slag til at flyve, næsten som man vil omkring et område i stil med Møns Klint, anfører biolog Knud Flensted.

- Det har nu kostet en sjælden vandrefalk livet. Hvis de generelle regler havde forbudt flyvning lavere end 450 meter, ville falken næppe være omkommet.

Episoden fra Møns Klint, hvorunder falkeungen døde, skete storebededag, da filmfolkene i helikopteren skulle lave optagelser af klinten til brug i filmen "Klinteskoven". Den skal vises i det kommende GeoCenter Møns Klint, der bliver indviet efter pinse.

De tre falkeunger, som er tilbage i reden, ventes flyvefærdige i løbet af juni. Det er sjette år i træk, vandrefalkene på Møns stejle klinter har fået unger.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App