Opstart 2010

Efter en pause på godt og vel tre uger vendte vi tilbage til træningsbanen lørdag d 9. januart, hvor vi havde årets første træning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var godt at se alle drengene igen og man glædede sig til at komme ud og få rørt en fodbold. De tre uger uden fodbold har været dejlige, hvor man virkelig har fået tid til sin kæreste, familien, venner osv. En stor del af vores familie fejrede min brors 30-års fødselsdag og nytår i en hytte oppe i Norge – det var virkelig dejligt at have en uge hvor man kunne slappe fuldstændig af og nyde nogle dejlige menneskers samvær.

 

Jeg mener personligt det er vigtigt at få slappet fuldstændig af i ferien og få givet kroppen en masse restitution – dermed ikke sagt at man skal ligge på sofaen hele ferien, men at den første uges tid går med at kroppen får fred, hvorefter man begynder på det program som vi har fået udleveret i klubben. Vi sluttede som sagt på en 4. Plads, 2 point om til en play-off plads til 1. Division. Det gør det hele lidt sjovere at skulle i gang og vi ser virkelig frem til en spændende halv-sæson, hvor vi forhåbentlig vil ligge i toppen helt frem til sommer.

Vi har ingen tilgang fået i klubben og heller ingen afgang. Det er måske både godt og ondt, men i hvert fald kender vi hinandens svagheder og styrker og vi skal ikke til at få indspillet nye spillere på vores hold. Klubben tror på den trup at vi har i øjeblikket og målsætningen er den samme som før sæsonen startede – nemlig en plads i den bedste halvdel. Spillertruppen har en klar forventning om at indfri dette og også gerne stile lidt højere.

Her de næste måneder har vi i gennemsnit fire træningspas om ugen, samt en træningskamp(størstedelen mod 1. Divisonshold). Som fodboldspiller ved man at vintermånederne aldrig er sjove at komme igennem, men det skal gøres og man kan lige så godt få det bedste ud af det og give den en skalle, så man er 100 % klar til sæson-start.

For mit eget vedkommende er der sket en stor ændring i denne vinterpause. Vores målmandstræner(Michael Erlangsen) meddelte at han stoppede i klubben, og han er en person som har betydet utrolig meget for min udvikling, men også rent personligt har han haft en stor indflydelse på mig. En fantastisk træner som er dybt professionelt og brænder for at udvikle de spillere han har med at gøre. Michael startede med at træne mig inden jeg var fyldt 18 år, og i dag hvor jeg er blevet 22 år, kan jeg se hvilken stor effekt han har haft på mig. Jeg har udviklet mig kolossalt under hans træning og uden ham ville jeg ikke have opnået cirka 60 divisionskampe og en semifinale i landspokalen. Jeg skylder ham en kæmpe tak for alle de ting han har gjort for mig og lært mig igennem de sidste fire år!

Et farvel til Michael betød at klubben skulle ud og erstatte en stor kapacitet. Vores sportschef har haft samtaler med forskellige emner og det endte ud med at blive Jørgen Nielsen, som bl.a. har været i Liverpool og Frem. Jeg har haft en træning med ham og kan allerede nu mærke at det er den helt rigtige træner klubben har valgt. Han virker, som Michael også gør, dybt professionelt og siger tingene som de er. Jeg ser meget frem til at træne med Jørgen og tror på at min udvikling fortsat vil være stigende.

Det blev en længere blog end jeg havde regnet med, men har også holdt en længere pause med bloggen grundet ferie, så der var mere at fortælle end normalt.


Nyhedsoverblik