Opposition kræver Rønns afgang

Ombudsmanden kritiserer Integrationsministeriet for ikke at have opfyldt sin vejledningspligt over for dansk-thailandsk par. Oppositionen kræver nu Rønns afgang.

Tålmodigheden er brugt op.

Både Socialdemokraterne, De Radikale og SF kræver nu integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs (V) afgang som minister efter en række belastende sager. Dråben, der fik bægret til at flyde over, er, at Folketingets Ombudsmand i en ny opsigtvækkende afgørelse fastslår, at Rønns ministerium har brudt loven i en sag om familiesammenføring. Sagen omhandler en 44 årig mand fra maribo, som ville have familiesammenføring med sin thailandske kone.

- Sagen kan næsten ikke være mere alvorlig. Der er tilsyneladende tale om en minister, der direkte har undladt at informere en borger om de rettigheder, man har. Det er grundlaget for hele vores demokrati, at vi som borgere kan have tillid til de offentlige myndigheder, siger Socialdemokraternes integrationsordfører, Henrik Dam Kristensen, til Ritzau.

Han mener ikke længere, at borgerne kan have tillid til Birthe Rønn Hornbechs embedsførelse.

- Når man ikke svarer vedkommende på et direkte spørgsmål, så er man derude, hvor god forvaltningsskik er fuldstændigt tilsidesat. Det er et udtryk for en forvaltningsskik, som ikke burde kunne finde sted i Danmark, og vildledning af borgerne, siger Henrik Dam Kristensen.

Ritzau: Hvis man ikke kan have tillid til en siddende minister. Kan man så blive siddende som minister?

- Det mener jeg ikke, man kan, siger Henrik Dam Kristensen.

Også De Radikales integrationsordfører, Morten Østergaard, mener, at tiden nu er inde til, at Birthe Rønn Hornbech må tage sit tøj og gå.

- Birthe Rønn må enten erkende, at hun har brudt loven og derfor sætte gang i en fuldstændig oprydning, eller også må hun gå af. Det er nu helt klart, at ministeriets praksis har været i strid med forvaltningsloven, og at der i det konkrete tilfælde er sket vildledning, siger R-folketingsgruppens næstformand til Politiken.

SF kræver ligeledes at Birthe Rønn Hornbech forlader ministerposten.

- Listen af spørgsmål, som Rønn skylder svar på, vokser for hver dag, og ministeren kan ikke blive ved med at tale udenom, siger integrationsordfører Astrid Krag.

Sagen drejer sig om et dansk-thailandsk par, der ifølge ombudsmanden blev nægtet oplysninger om dets ret til familiesammenføring uden om den danske udlændingelov via EU-regler.

- Samlet set er det min opfattelse, at ministeriet ikke over for jer har opfyldt sin vejledningspligt. Det finder jeg kritisabelt, fastslår ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen i sin skriftlige afgørelse til parret.

Det er første gang, at ombudsmanden åbent kritiserer regeringen for ikke at leve op til forvaltningsloven i sager om familiesammenføring efter EU-reglerne. Og den ny afgørelse er ifølge eksperter i forvaltning en alvorlig kritik af  ministeriet.

- Ombudsmanden bruger ordet kritisabelt, og det er bestemt i den grovere ende. Og det er helt på sin plads. Der er her tale om et oplagt groft brud på vejledningspligten, siger lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet Sten Bønsing til Politiken og kalder sagen "alvorlig".

Da parret var blevet nægtet familiesammenføring af Udlændingeservice, skrev manden, Philip Balmer, i februar i år i et brev til integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, at han som en alternativ løsning var parat til at flytte til Tyskland for at få sin thailandske kone til Danmark. Han spurgte direkte ministeren, om det var en mulighed.

I sit svar til Balmer nævner ministeriet intet om EU-reglerne. Tværtimod anviser de en række andre muligheder, som parret ifølge ombudsmanden slet ikke kan bruge.

- Dermed bryder ministeriet loven. For de giver ikke manden den information, som de efter oplysningerne kan se, han har behov for. Oven i købet vildleder de ham ved at nævne nogle andre muligheder, som spørgeren ikke har en kinamands chance for at få glæde af, siger Claus Haagen Jensen, professor i offentlig ret.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App