Opfølgning: Far forsøgte at hente datter kort før drabet.

Familietragedien i Faxe Ladeplads, hvor en mand skød sin ekskone og derefter sig selv kunne have kostet endnu et offer. Før drabet møde manden nemlig op i sin datters børnehave, og forlangte at få hende udleveret.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Blomster foran Hylleholtvej nummer fem markerer stedet, hvor den tidligere ejer af Næstved Zoo i går først skød sin 33-årige ekskone og derefter sig selv. Endnu en familietragedie i Faxe Ladeplads. Men det kunne måske have gået værre endnu.

Kort tid inden den 40-årige tog livet af sin ekskone og sig selv, dukkede han op ved børnehaven her for at hente deres 4-årige datter. Men personalet ville ikke udlevere pigen til faderen, så efter en kort diskussion forlod han stedet alene.

Heidi Andersen har selv en 4-årig datter I børnehaven, og hun bakker fuldt op om pædagogernes beslutning.

- Man ved jo ikke, hvad den lille pige kunne have set eller oplevet, så det er helt rigtigt, det der er blevet gjort, siger Heidi Andersen til TV2 Øst. Hun fortæller, at hun føler, hendes barn er i helt trygge hænder hos pædagogerne på Børnehuset Mælkevejen.

Kommunen fortæller, at den nærmeste familie nu tager sig af parrets datter. Ifølge kommunen kan der være to årsager til at en institution nægter at udlevere et barn til en forældre.

Den ene årsag er hvis den pågældende forældre ikke har forældremyndigheden. Den anden er hvis han eller hun virker til fare for barnet.

- Man overlader heller ikke et barn til en forældre, der virker aggressiv eller påvirket af spiritus eller narkotika, siger direktør for Børn, Familie og Uddannelse i Faxe Kommune, Eik Møller. Præcis hvilke omstændigheder, der i går betød at den 40-årige måtte forlade børnehaven uden sin datter, vil han ikke kommentere på.

Politiet undersøger nu, om kvinden før drabet i går var blevet truet af sin eksmand.

- Så vidt jeg er orienteret, er der ikke noget der indikerer, at dette her var under opsejling på nogen måde, siger efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen.

 


Nyhedsoverblik