Super-Brian skal nu opereres i knæet

Der er ikke noget brusk i Brian Nielsens højre knæ. En operation og to ugers ufrivillig pause venter for bokseren, der har varslet et comeback.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Brian Nielsen må holde en ufrivillig pause i træningen frem mod sit forestående comeback, da en undersøgelse har vist, at den 45-årige bokser ikke har noget brusk i sit højre knæ.

- Min boksetræning har det rigtig godt, men knæet har givet mig lidt problemer, siger Brian Nielsen til Ekstra Bladet.

Brian Nielsen fortæller, at operationen ikke får nogen betydning for hans comeback til bokseringen, selv om han må holde to ugers pause.

- Jeg kan godt ærgre mig over, at jeg ikke har fået foretaget den operation noget før. Men nu får jeg det overstået, så jeg kan fortsætte mine forberedelser, siger Brian Nielsen med øgenavnet Super-Brian og boksebamsen.

Det er endnu uvist, hvornår hans comeback-kamp finder sted, da der endnu ikke foreligger nogen aftale med amerikanske Evander Holyfield, som Brian Nielsen håber på at møde.

Det er otte år siden, at Nielsen boksede sin seneste kamp.

/Ritzau/


Nyhedsoverblik