Oliepris gør solvarme populært

Forbrugerne står i kø for at købe solvarmeanlæg. Jo mere prisen på olie stiger, destro flere forbrugere bestiller solvarmeanlæg til boligen eller virksomheden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hos firmaet Sonnenkraft Scandinavia i Tølløse kimer telefonerne konstant. I dag passerede prisen på en tønde olie 135 dollars, og det kan mærkes hos de firmaer, der sælger solvarmeanlæg.

 

- Vi mærker en kæmpe efterspørgsel, det er helt voldsomt, siger Thomas Egelborg, direktør hos Sonnenkraft Scandinavia i Tølløse.

 

Sonnenkraft er førende på markedet for solvarme i Europa. Men det er ikke kun olieprisen, der har fået forbrugernes øjne op for solvarme til boligen eller virksomheden.

 

- Forbrugernes bekymring for miljøet spiller også ind. Og det samme gør nye krav fra staten om, at nybyggede huse ikke må overstige et vist energiforbrug, siger direktør Thomas Egelborg til TV2 Øst.

 

Solvarme fungerer som et lukket system, en slags radiator man lægger op på taget. Væsken varmes op, og så sendes varmen ind i huset, hvor den kan erstatte 30 procent af den varme, der ellers skulle komme fra olie eller gas pr år. Med et solvarmeanlæg kan man på den måde slukke for sit fyr fra maj til september. Med andre ord: de stigende oliepriser har gjort solvarme til en rigtig god forretning for forbrugerne.

 

- I dag kan man betale et solvarmeanlæg tilbage i løbet af 3 - 7 år, og samtidig låser man prisen på en stor del af sit energiforbrug fast de næste 25 til 30 år, siger Thomas Egelborg.

 

Sonnenkraft hører i dag til den familieejede fond VKR Holding, der vurderer at solvarme er et vækstmarked med store muligheder - både i Danmark og udlandet.


Nyhedsoverblik