Ofre for stormfloden får hjælp

Foto: TV ØST

Ofrene for stormfloden får en ekstra økonomisk håndsrækning. Regeringen er klar med otte millioner kroner mere til reparation af de diger, der blev skyllet væk under vinterens storme.

Lolland, Falster og en række småøer i vores område blev hårdt ramt, da efterårsstormen i november pressede vandet ind over de lavtliggende områder. Der skete omfattende skader på diger og kystbeskyttelse.

 

Allerede kort efter stormfloden slog beboerne bag digerne fast, at de fire millioner kroner, der blev sat af til at lappe på den ødelagte kystbeskyttelse, langt fra slog til.

 

Og nu har regeringen lyttet til klagerne.

 

Transportminister Flemming Hansen (K) har sammen med fødevareminister Hans Christian Schmidt (V) fundet flere penge til digerne

 

- Jeg tror, at en ny pulje på otte millioner kroner som et ekstra supplement til de fire millioner kroner vil være med til at hjælpe grundejerne i udkantsområder og på de små øer til at reparere skader på kystbeskyttelsen forårsaget af vinterens storme, siger han.

 

Pengene i den nye pulje kan udelukkende bruges til repation af diger og ikke til forstærkning eller udbygning.

 

Og skaderne på digerne kommer stadig til at koste ejerne masser af penge. Digelagene kan nemlig maksimalt få dækket en tredjedel af deres udgifter, og der bliver højest udbetalt en halv millioner pr. projekt.

 

Det er Kystdirektoratet, som behandler ansøgninger om støtte.

  

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App