Politiet lader kriminelle østeuropæere slippe fri

På en genbrugsstation i Præstø retter de nu skarp kritik mod politiet. I weekenden blev tre polakker taget på fersk gerning i tyveri, men politiet valgte at lade dem gå fri.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Genbrugsstationen i Præstø er godt besøgt - også om natten. Her går tyvene primært efter kabler og elektronikaffald.

- Det er jævnligt, at vi kan se, at de har været inde og rode i tingene herinde. Når de kommer om natten, så klipper de trådene lodret ned i hegnet, og så er der fri adgang til pladsen, siger Orla Jensen, der er daglig leder hos AffaldPlus i Præstø.

I weekenden var der besøg igen. TV2's kriminalprogran Station 2 er med politiet på patrulje, da de blev kaldt ud til genbrugsstationen i Præstø.

En vagt har tilbageholdt tre polakker, der luskede rundt på genbrugspladsen. Men på trods af at de tre polakker bliver taget på fast gerning i tyveri, så bliver sagen hurtigt afsluttet.

Ifølge politibetjenten, der anholder polakkerner, er der ikke ressourcer til at tage de tre anholdte med på stationen, og de bliver derfor løsladt igen.

Det kommer bag på den daglige leder af genbrugsstationen, at politiet vælger at løslade de tre polakker.

- Når de bliver taget på fersk gerning i at stjæle noget herinde, så skal de også i kasjotten med det samme, siger Orla Jensen, daglig leder hos AffaldPlus i Præstø.

TV2 Øst har de seneste dage sat fokus på kriminelle østeuropæere, der hærger regionen. De åbne grænser gør, at østeuropæere ubemærket kan tage til Danmark og begå kriminalitet.

Tyveriet på genbrugsstationen var kun et ud af mange. Alene i år er 139 østeuropæere  blevet sigtet for kriminalitet i regionens to politikredse.

Når politiet i denne sag vælger at lade tyvene gå fri, er det ikke et spørgsmål om ressourcemangel. Politiet beklager i dag sagen.

- Vi har klart begået en fejl her, når vi har fokus på østkriminalitet, så skulle de have været anholdt og været med ind på politistationen. Vi har generalier på dem, men spørgsmålet er om, vi kan finde frem til dem igen, men vi vil sætte nogle på sagen, siger Peter Modin, der vicepolitiinspektør i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

 


Nyhedsoverblik