Per Ørum Jørgensen venter aftale

Foto: TV ØST

Kristendemokraterne støtter senere efterløns- og folkepensionsalder, siger Per Ørum Jørgensen.

Kristendemokraterne (KD) er parate til at forhandle med regeringen om at fremrykke det opsagte velfærdsforlig, så danskerne fra 2015 skal gå senere på efterløn og folkepension.

Det siger KD's Per Ørum Jørgensen, som mandag formiddag forhandler med finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) om en tilbagetrækningsreform.

- Vores udgangspunkt var 40 års modellen, som ser lidt vanskelig ud. Jeg har ytret mig positivt til at se på en fremrykning af velfærdsforliget med fem år, som kan give 16 af 18 milliarder kroner inden 2020, siger Per Ørum Jørgensen.

Han henviser til, at KD har støttet Dansk Folkepartis forslag om at reservere efterløn til folk, som har været 40 år i arbejde.

Per Ørum Jørgensen kan levere det afgørende 90. mandat i en tilbagetrækningsaftale, hvis regeringen ikke bliver enig med både De Radikale og Dansk Folkeparti. Og han understreger, at udgifterne til efterløn falder, fordi stadig færre tilmelder sig ordningen.

- Hvis De Radikale hæver prisen, og jeg skal sluge det, bliver det en udfordring. Det er en lidt speciel situation at skulle levere indrømmelser, som presses igennem et andet sted, siger Per Ørum Jørgensen.

Han fremhæver sit gode forhold til regeringen, men ønsker indrømmelser i sundhedsvæsnet.

KD kræver flere kroniske patienter behandlet hjemme med telemedicin. De nye supersygehuse må højst koste 41 milliarder kroner, da overskridelserne rammer behandlingen.

Regeringen skal ifølge KD sætte mål for ambulant behandling og ny teknologi. Desuden skal hospitalerne bevares i Holstebro, Svendborg og Næstved med akutfunktioner og fødeafdelinger, siger Per Ørum Jørgensen.

- Den største knast er, at vi ønsker en decentral udvikling, mens regeringen ønsker centralisering, siger han.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App