Ørneunger i Ringsted

Havørneparret ved Ringsted har fået to unger. Det er lidt af en sensation for førstegangsfødende ørne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ringsted Kommune lukkede en bid af Humleore Skov i januar, fordi et havørne-par havde bygget rede på stedet.Håbet var, at ørneparret ville yngle, hvis de ikke blev forstyrret. Nu har havørneparret kvitteret for freden med mindst to unger.

 - Det er et ungt havørnepar, så vi var ikke sikre på, at der ville komme unger. Og det er altså lidt af en sensation, at der nu er mindst to unger i reden, for det sker sjældent for førstegangsfødende havørne, fortæller biolog Eilif Byrnak fra Ringsted Kommunes tekniske forvaltning.

Han fortæller i øvrigt, at ungerne ikke er lige gamle. Havørne starter nemlig med at ruge, når de har lagt det første æg. Ørnefar har lige nu travlt med at hente mad - især fisk - hjem til reden. Senere plejer havørne at deles om yngelplejen ved at skiftes til at hente mad og passe ungerne.

 - Når ungerne bliver store, vil vi forhåbentlig alle kunne nyde synet af dem, når de laver flyveøvelser og lærer at fange fisk i Haraldsted og Gyrstinge Søer, siger Eilif Byrnak.

Derfor holder Ringsted Kommune området omkring ørnereden lukket i tre år.

Fakta
Havørnen har ikke ynglet i Danmark siden begyndelsen af 1900-tallet. Men i de seneste godt 10 år er havørnen genindvandret, og der findes i dag ca. 20 yng-lende havørnepar i Danmark. Havørnen er en meget sky ynglefugl. Erfaringer viser, at ynglesucces kun kan opnås, hvor fuglene får den nødvendige fred og ro. Havørneparret i Humleore Skov har bygget rede på et meget sårbart sted, kun 60 meter fra en skovvej. Det er kun en lille del af skoven der lukkes. Der er fortsat gode muligheder for gåture i Humleore Skov. Havørnene ses jævnligt ved Ha-raldsted Sø og Gyrstinge Sø. Gode steder at iagtage ørnene er ved dæmningerne og ved Humlebjerg på sydsiden af Haraldsted Sø.


Nyhedsoverblik