Nyheder fra din hverdag

Økonomisk øretæve til rederier

Foto: TV ØST

For at dække et million-underskud hæver Lodsvæsenet under Farvandsvæsenet - en af de nærmeste dage - taksterne for de statslige lodser. Rederierne får en økonomisk øretæve, men regningen kan også blive dyr for sikkerheden til søs og ikke mindst havmiljøet.

Viggo Stadberg er chef for havnene i Guldborgsund. Normalt er han en stille og rolig falstring, men nyheden om eksplosionen i priserne på lodsning i de danske farvande, får nu havnechefen til at råbe op.

- Jeg er rystet. Jeg er faktisk rigtig rystet, siger Viggo Stadberg til TV2 ØST.

Se hele indslaget fra TV2 ØST herunder:
[video:flv:090326_lods.flv]

Havnechefen frygter, at det store prishop vil få rederierne til at vælge lodsen fra.

- Hvis de fravælger lodserne, så er risikoen meget større for grundstødning og for store skader på havmiljøet - ikke mindst i et farvand som Guldborgsund, der er ramsar-område. Det kan få fatale følger, fortæller havnechefen.

Efter 11 år uden pris-regulering hæver Lodsvæsenet under Farvandsvæsenet nu priserne på statens lodser. Væsnet har nemlig et underskud på minimum 60 millioner kroner, der skal dækkes. Med andre ord resulterer mange års budget-overskridelser nu i en økonomisk øretæve - ikke til væsnet selv, men til skibene. Det undrer havnechefen i Guldborgsund.

- Det er forkasteligt. Hvis jeg har et underskud på havnen, så må jeg tilpasse mine omkostninger. Det må myndighederne også.

Har de sovet i timen?

- Jeg ved ikke, om de har sovet i timen. Der er i hvert fald nogen, der har været dygtige, fortsætter Viggo Stadberg uden at ville uddybe, hvad han mener med ordet dygtige.

Selvom de nye lods-takster endnu ikke er offentliggjort, bekræfter Farvandsvæsenet over for TV2 ØST i dag, at prisen for en lods - især på de mindre skibe - vil stige med flere hundrede procent, fordi priserne i lang tid ikke har været up to date.    

-Lodsvæsnet har oparbejdet et million-underskud, og det skal dækkes nu, erkender Francis Zachariae, der er vicedirektør i Farvandsvæsenet.

Udover hullet i budgettet er et af argumenterne for det kommende prishop fair konkurrence, men det er svært at se på havnekontoret i Nykøbing Falster. Faktisk føler havnechefen sig voldtaget af myndighederne.

- Jeg kan ikke se, hvor konkurrence-momentet er. Jeg kan godt se, at det er smart for steder som Esbjerg og Fredericia, der har private lodser, men det har vi ikke her på Sjælland og øerne. Jeg føler faktisk, at Forsvarsministeriet og det danske lodsvæsen har lavet et barn på os, siger Viggo Stadberg til TV2 ØST.

I Næstved har skibene lodspligt. Derfor frygter havnechef, Jesper Møller Petersen, at de nye takster kan blive havnens død.

- Det er jo ikke svært at forestille sig, at rederierne vælger Næstved Havn fra, fordi vi som en af de eneste havne har lodspligt, og så står vi jo lige pludselig uden kunder, fortæller Jesper Møller Petersen.

Også hos havnenes brancheorganisation er man fortørnet over eksplosionen i priserne på lodsning.

- Med de høje takster løber Farvandsvæsenet fra en aftale. Vi hører ad bagveje om prisstigninger på flere hundrede procent. Det er respektløst over for os og andre samarbejdsparter, siger Tom Elmer Christensen, der er sekretariatschef i organisationen.

Havnechefen i Guldborgsund har kun et godt råd til forsvarsministeren, der har det øverste ansvar for prisstigningerne på lodserne:

- Det er en ommer, slutter havnechefen fra Guldbogsund.

Tip os Har du et godt tip?