Kommuner slår rekord i budgetskred

Holbæk, Odsherred og Sorø Kommuner er blandt de kommuner i landet, der har mindst styr på deres økonomi.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

111 millioner kroner.

Så meget er budgettet i Holbæk Kommune i gennemsnit skredet hvert år mellem 2007 og 2010. Kommunen er således nummer fire på listen over danske kommuner, der ikke har styr på økonomien.

Det skriver Ugebrevet A4.

De har på baggrund af tal fra KREVI (Det Kommunale og Regionale Evalueringsinstitut) analyseret kommunernes økonomi, og set på det gennemsnitlige underskud på budgetterne.

Her i regionen er også Sorø og Odsherred med på listen på henholdsvis en femteplads og en tiendeplads.

I Sorø er det gennemsnitlige budgetskred årligt på 48,6 millioner kroner. I Odsherred Kommune er det i gennemsnit på 43,2 millioner.

Offentliggørelsen kommer, efter Folketinget i går vedtog at sætte tommelskruer på kommuner, der ikke har styr på økonomien.

Hvis en kommunes økonomi i fremtiden skrider meget, så kan den blive idømt store bøder.


Nyhedsoverblik