Odsherred Kommune truet med politianmeldelse

Odsherred Kommune risikerer at blive meldt til politiet af Miljøministeriets Miljøcenter Roskilde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kommunen har nemlig dumpet jord ulovligt på bålpladsen ved Anneberg, skriver Holbæk Amts Venstreblad.

Miljøcenter Roskilde har skruet bissen på over for Odsherred Kommune, fordi kommunen stik imod alle regler har dumpet jord på bålpladsen ved Anneberg i udkanten af Nykøbing. Bålpladsen er omfattet af strandbeskyttelseslinjen, så det er ulovligt at regulere i terrænet på pladsen.

Beskyttelse mod bølger
Nu truer miljøcentret med at melde kommunen til politiet, hvis ikke jorden er fjernet igen inden den 15. september.

René Olesen, afdelingsleder i Park og Vej, forklarer, at hans afdeling hældte jord på pladsen for at sikre den mod de sultne bølger, som var ved at spise sig ind på strandbredden. Men de søgte aldrig om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen.

- Det havde vi ikke været opmærksomme på, indrømmer René Olesen, som synes, det var "en rimelig løsning" at hælde jord på arealet.

Gentagne forseelser
- Miljøcenter Roskilde har jo ret i, at naturbeskyttelsesloven er, som den er. Det er bare ikke altid så hensigtsmæssigt, når man skal finde en praktisk løsning, siger René Olesen til Holbæk Amts Venstreblad.

Miljøcenter Roskilde anklager kommunen for at have gentaget forseelsen, efter miljøcentret er gået ind i sagen. Det afviser René Olesen.

/ ritzau /


Nyhedsoverblik