Nytår - som det fejres i regionen

Foto: TV ØST

Nytårsaften er meget forskellig fra land til by - og kun dronningens nytårstale er vi stort set alle fælles om. Det viser en meningundersøgelse, som TV2 Øst har foretaget blandt godt 4.000 af vore seere

Hvis der er noget, som kan samle både unge og gamle i regionens små og store byer er det dronningens nytårstale. Klokken 18 nytårsaftensdag er vi næsten alle klar - og lytter!

Det viser en meningsundersøgelse som TV2 Øst har foretaget blandt knap 4.000 af vore seere.

Hele 82% af de adspurgte er sikre på, at de vil  overvære talen - mens 14%  siger at de måske vil se med.

Til gengæld er der ikke meget andet som vi er enige om, når det gælder fejringen af nytårsaften.

Oksesteg et hit

Maden på nytårsbordene rundt om i regionen er alt fra torsk over laks til oksesteg og dyrekølle. Oksestegen er dog hittet. Den regner 41% med at sætte tænderne i. 20% satser på vildt og 11% på torsk. Østers er derimod svære at finde. Kun 3% er helt sikre på at de skal på bordet.

Og så vil godt 8% servere ganske almindelig hverdagsmad.

Når vi snakke selve fejringen er der tilsyneladende langt mellem de store fester på Sjælland og Lolland-Falster. Hele 91% siger nej til at de skal til en fest med mere end 20 mennesker. 71% vælger i stedet at fejre med børn og ægtefælle,  7% med forældre - og 4% skal fejre nytåret helt alene.

Hærværk rammer kun få

Og når vi ser på bagsiden ved nytåret - det meget omtalte hærværk - er det heldigvis noget, som kun rammer de færreste.

7% har oplevet hærværk i større eller mindre grad indenfor de seneste tre år - mens de resterende 93% er kommet uskadte ind i det nye år. De der HAR oplevet hærværk beretter om sprængte brevkasser, ituklippede juletræskæder  og graffiti og barberskum, der var smur t ud over mure og døre. I øvrigt er hærværket mest udbredt i mindre byer, hvor 11% har oplevet det. Ude på landet og i de store byer på mere end 5.000 indbyggere optræder hærværk kun hos 5% af de adspurgte.

Når det gælder husdyrs uro over fyrværkeriet er det kun 28% af de, der har husdyr, som oplever at dyrene er opskræmte af bragene. Flere må give deres hunde beroligende medicin og nogle oplever, at dyrene er så bange som var det jordens undergang.

Kun få nytårsforsætter

Og endelig, når vi ser ind i det nye år: Kun 10% skal have nytårsforsætter.

Det populæreste nytårsforsæt er mere motion i 2009. Det ønsker 21% af dem, der overhovedet HAR et forsæt. 17% satser på at slanke sig, 15% på at have mere tid til familie og venner - og 14% ønsker at holde op med at ryge.

Ikke alle er dog lige optimistiske hvad resultaterne angår. Kun 30% af de adspurgte svarer nemlig, at nytårsforsættet, som de satte sig sidste år, faktisk gav resultater!

Godt nytår!

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App