Nytåret vandres ind på Stevns

Næsten 1000 friske sjæle valgte i dag at gå det nye år ind med vandrestøvler, da Hjerteforeningens Motionsklub på Stevns afholdte den årlige nytårsmarch i Gjorslev Bøgeskov.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Selvom de fleste stadig lå brak ovenpå aftenens strabadser, sprang næsten 1000 friske par fødder i vandrestøvlerne på årets første dag. Hjerteforeningens Motionsklub på Stevns inviterede nemlig til nytårsmarch i Gjorslev Bøgeskov, og det er en årlig tradition, der har holdt ved i 36 år.

- Det er en tradition, der går ud på at få folk ud på en rask tur nytårsdag. Det nye år bliver startet ud på en rigtig dejlig måde, og nogle bliver måske lidt friske i hovedet oven på en hård nytårsaften, forklarer Nicolai Porslund, formand for Hjerteforeningens Motionsklub på Stevns.

Helt nøjagtigt havde 912 personer i alle aldre valgt at skifte panodilerne og colaen ud med en frisk gåtur på fem kilometer gennem skoven. Anders Larsen fra Karise var der sammen med sin familie for tredje år i træk:

- Vi prøver at skabe en tradition, hvor vi mødes herude og får lidt motion. Man får mere energi af en gåtur, og så føler man, at man får mere ud af dagen i stedet for at have skyldfølelse over at ligge i sengen hele dagen. Det er en dejlig måde at tilbringe 1. januar på, fortæller Anders Larsen.

Populær gåtur

Nytårsmarchen handler dog ikke kun om motion og frisk luft. Hjerteforeningens Motionsklub på Stevns havde nemlig også sørget for en bingokonkurrence.

Hver deltager fik stukket en bingoplade med hjertemotiver i hånden, og så gjaldt det ellers om at krydse af på pladen, hvis man kom forbi en hjertetavle på ruten, der havde samme motiv. Alle med fuld plade fik en præmie, når de kom i mål.

Der var også præmie til gæst nummer 30.000. Efter at Nytårsmarchen nu er blevet afholdt for 36. gang, har mere end 30.000 nemlig deltaget i gåturen i løbet af årene.

Det var dagens gæst nummer 65, der kunne bryste sig med titlen og dermed et weekendophold for to personer til Comwell Spa.  


Nyhedsoverblik