Nyt storhold kan være på vej (Video)

Næstveds bedste fodboldmandskab kan blive nødt til at fusionere med FC Vestsjælland, hvis der skal komme topfodbold til regionen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Næstved Stadion lægger normalt græs til noget af det bedste fodbold i regionen. Men det er langt fra sikkert, at det vil være tilfældet om nogle år. Det kræver bedre faciliteter og flere sponsorer.

- Man skal have et budget på omkring 50 millioner kroner for at være med. Derfor arbejder vi på at skaffe flere sponsorer fra hele det sydsjællandske område helt op til Ringsted, siger Andreas Larsen, der er direktør i Sjælland Sport & Event, som blandt andet driver Næstved Boldklubs bedste fodboldhold.

Se indslaget fra TV2 ØST herunder:
[video:flv:090621_fcsj2.flv]

Med kravene er det altså nødvendigt for Sjælland Sport & Event at udvide forretningen. Der vil formentlig kun være sponsorer nok til én klub med superliga-status i regionen. Derfor kan en fusion med FC Vestsjælland, der holder til i Slagelse, komme på tale.

- Man skal aldrig udelukke noget her i livet, siger Andreas Larsen.

I FC Vestsjælland, som netop er rykket op i 1. Division, er man godt tilfreds med tingene, som de går nu. Men på sigt er man ikke afvisende overfor en fusion.

- Folk, der er vokset op i Næstved og Slagelse, vil nok have nogle følelser i klemme. Men når man kommer udefra og kigger på perspektiverne, så er det nok den rigtige måde at gøre det på, siger sportsdirektør i FC Vestsjælland, Michael Schjønberg. 

For fansene kan det godt blive noget af en kamel at skulle sluge, hvis de to klubber skal lægges sammen. 

- Det ville vi have det svært med. Vi er jo arvefjender, siger Preben Nielsen, der er formand for fangruppen Red Vikings i Slagelse.

Klubberne har dog ikke snakket sammen om mulighederne for en fusion.


Nyhedsoverblik