Nyt lægehus løser lægemangel

12 praktiserende læger i Næstved er gået sammen om at lave et nyt stort lægehus. Det er noget, som har hjulpet tusindvis af borgere, der ikke har været tilknyttet nogen fast læge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

I halvandet år har Heidi Petersen ikke haft nogen fast læge. Da hendes læge gik på pension, blev hun tilknyttet en midlertidig vikar-klinik med skiftende læger. En slags nødløsning, der er lavet af Region Sjælland, hvor der er omkring 3000 lægeløse borgere.

- Man følte ikke, at man kunne betro sig til dem, fordi det var en ny læge, hver gang man kom, siger Heidi Petersen fra Næstved.

Sådan er det for rigtig mange. Faktisk mangler der lige nu 43 læger i Region Sjælland. Men nu er 12 praktiserende læger gået sammen om at lave Danmarks største lægehus i Næstved.

- Når nogen af os holder lukket på grund af ferie eller kursus, har vi adgang til hinandens journaler og kan meget nemt hjælpe patienten og se, hvad de har fejlet tidligere, og hvad de får af medicin, siger Morten Lysdahl, der er praktiserende læge i Næstved Lægecenter.

Nu er Heidi Petersen blevet tilknyttet det nye lægecenter. For hende er det en ny måde at gå til læge på.

- Man kommer ind til den samme læge hver gang, og så lærer han en at kende, og ved hvorfor man kommer, så man ikke hele tiden skal fortælle det samme igen og igen, siger Heidi Petersen.

I det nye lægehus kan lægerne dække ind for hinanden ved ferie, de kan lære af hinanden, og så er både bygninger og udstyr top moderne. Derfor kan de også tiltrække nye læger.

- Nu har der i to år været 2-3000 mennesker i Næstved, der ikke har haft en rigtig praktiserende læge. Det får de mulighed for nu. Lægehuset er så attraktivt, at de kan tiltrække nogle ny unge læger. Det har ikke været muligt gennem et par år, siger Tue Flindt Müller, der er bestyrelsesmedlem i Praktiserende Lægers Organisation.

 


Nyhedsoverblik