Nynazister ville tæve fodboldspillere

Mødte op i Lolland Falster Alliancens omklædningsrum efter ligakamp søndag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Knapt 1.200 tilskuere overværede søndag eftermiddag 1. divisionskampen i fodbold mellem Lolland-Falster Alliancen og Silkeborg i Nykøbing F. Idrætspark.

Men en lille gruppe på 5-10 personer med nazi-sympatier gjorde sig uheldigt bemærkede ved at være berusede og hænge et lille hjemmelavet naziflag ud over bandereklamerne flere steder på stadion.

Det skriver folketidende.dk

Da kampen, som Silkeborg i øvrigt vandt 3-1, var fløjtet af, dukkede gruppen op ved omklædningsrummene med flere tilråb.

- De råbte også, at de ville tæske Kafwafwa og Christian Emil (LFA-spillerne Clement Kafwafwa og Christian Emil Petersen, red.). Det er en fuldstændig sindssyg adfærd. Det har intet med fodbold at gøre, siger sportschef John Hansen fra Lolland-Falster Alliancen.

Hvorfor det lige netop var disse to spillere, de berusede tilskuere ville i fysisk nærkontakt med, vides ikke, men John Hansen gætter på, at det har noget at gøre med Clement Kafwafwas mørke hudfarve og med en anden tilskuers overfald på Christian Emil Petersen i forbindelse med en udekamp i Roskilde sidste sommer.


Nyhedsoverblik