Nykøbing F. til København på 1 time

Regeringens plan om at opgradere jernbanen mellem Ringsted og Rødby i forbindelse med Femern Bælt-projektet vil give hurtige tog til København.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I den seneste transportaftale mellem regeringen og forligspartierne bag den faste forbindelse over Femern Bælt er det besluttet, at jernbanen mellem Rødby og Ringsted skal opgraderes. Det betyder, at togene vil komme til at kunne køre 200 km/t på strækningen.

Beregninger fra Banedanmark viser, at det sammen med den nye jernbane mellem Ringsted og København og den nye Storstrømsbro vil bringe rejsetiden i tog mellem Nykøbing Falster og København ned på 57 minutter.

Dermed får Nykøbing Falster plads i den såkaldte timemodel. Timemodellen er regeringens plan om, at det kun må skal tage én time at rejse i tog mellem de største byer i Danmark.

- I dag tager togturen omkring halvanden time, og med bil tager turen ca. 1. t. 22 min. ifølge Krak. Det er forbedringer, der virkelig vil kunne mærkes af de rejsende, og det vil kunne betyde, at det bliver mere attraktivt at bosætte sig på Sydsjælland og på Lolland-Falster, skriver Transportminister Henrik Dam Kristensen (S) i en pressemeddelelse til TV2 ØST.

El-tog på vej
Den hurtige forbindelse mellem Rødby og Ringsted bliver lavet i forbindelse med Femern Bælt-projektet. Det er planen, at forbindelsen skal elektrificeres.

- De hurtigere rejsetider vil få flere til at lade bilen stå og vælge toget. Samtidig vil passagerne kunne køre i moderne el-tog, da vi også vil elektrificere strækningen mellem Rødby og Ringsted, så hele turen fra Rødby til København kan køres med el-tog, skriver Transportminister Henrik Dam Kristensen (S).


Nyhedsoverblik