Nye skove trak fulde huse

Næstved kommune i dialog med borgerne om nye skovområder.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Næstved Kommune og Skov- og Naturstyrelsen, Falster Statsskovdistrikt holdt borgermøde i går aftes om de tre nye skov- og naturområder, som skal realiseres i løbet af de næste 3-4 år omkring Næstved.

Omkring 40 borgere var mødt op for at høre mere om projektet og give deres mening til kende.

Skoleleder for Digtervejens skole Poul Jørgensen var meget glad for skovrejsningen ved Even:

- Det er yderst positivt med en masse muligheder for synergieffekter. Skolen har for eksempel mange lærere som kan bruge skoven i undervisningen, da de i forvejen er udenfor næsten hver dag, sagde Poul Jørgensen.

Foruden en række borgermøder, hvor enhver kan fremkomme med sine ønsker til de kommende skovområder, nedsættes der også et såkaldt "skovbrugerråd", som skal rådgive stat og kommune om den konkrete indretning af de nye skov- og naturområder.

- Jeg er meget tilfreds med mødet. Vi fik et godt indtryk af, hvad det er, borgerne lægger vægt på i de nye skov- og naturområder. Og det er vigtigt for os, at borgerne kan sætte deres præg - det er jo immervæk dem, der skal have glæde af de nye statsskove, fortæller projektleder i Næstved Kommune, Michael Krogh.


Nyhedsoverblik