Nye skolebørn begynder med sprogtest

Landets børnehaveklasseelever skal som noget nyt sprogtestes, når de starter i skole. Men I Vordingborg har de allerede gjort det i årevis.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvad rimer på spand? Hvordan udtales kirsebær? Kan du stave dit eget navn?

Det er nogle af de spørgsmål, som de nye elever i landets børnehaveklasser kan blive mødt med, når de begynder i skole i næste uge. Fra dette skoleår er det nemlig blevet obligatorisk at sprogteste alle børn, når de starter i skole.

- Vi får for det første øget opmærksomhed på de områder, hvor børnene mangler noget. Og så kan vi aftale med forældrene, at de for eksempel skal øve rim eller stavelser med deres barn. I de tilfælde, hvor der er behov for endnu mere hjælp, bruger vi skolens læsevejledere, siger børnehaveklasseleder Lise Jacobsen fra Svend Gøngeskolen i Vordingborg, hvor kommunen allerede i flere år har kørt sprogtest.

De obligatoriske sprogtest er en rigtig god idé, mener lektor og ph.d. Dorthe Bleses, der er leder af Center for Børnesprog på Syddansk Universitet. Specielt fordi talesprog og læsning er nøglen til at kunne forstå alle andre fag, forklarer hun, men understreger samtidig, at det er vigtigt, at sprogtestene bliver
fulgt op.

- Her er der brug for mere forskning og flere tilbud til førskolelærerne, så de ved, hvad de skal gøre for at hjælpe eleverne. Det er mindst lige så vigtigt, som at der bliver udviklet gode test, siger Dorthe Bleses.


Nyhedsoverblik