Det vi har sammen

Nye regler for vindmøllestøj

Foto: TV ØST

Som det første land i verden får Danmark et regelsæt for, hvor meget støj en vindmølle må give de nærmeste naboer.

Det er miljøminister Ida Auken (SF), der sender et udkast til de nye regler i høring.

I forslaget står der, at inden en mølle sættes op, skal det dokumenteres, at den ikke kommer til at larme mere end tyve decibel indenfor hos de nærmeste naboer.

Det bliver kommunernes job at kontrollere, at de nye regler bliver overholdt.

- Kommunerne får nu et håndfast redskab, der kan beskytte borgerne mod lavfrekvent støj. Grænsen på 20 dB giver en god beskyttelse mod den brummende lyd, som kan genere naboer til møller, fortæller miljøminister Ida Aukun (SF) på ministeriets hjemmeside.

I Kappel på Lolland har en gruppe borgere i flere år kæmpet for at få stoppet et projekt med mere end 200 meter høje vindmøller i deres boligområde. De mener, at reglerne kan få betydning for projektet.

- Det kan ikke undgå, at der kommer en reduktion af projektet i Kappel, og det er vi selvfølgelig glade for. Naboerne vil stadig blive generet, og vi mener også stadig at så store møller kun hører til på vandet, men udmeldingen i dag er et skridt på vej i den rigtige retning, siger Kirsten Nielsen, der er talskvinde for Kappel-gruppen.

 

Reglerne forventes at være klar til årsskiftet.

Tip os Har du et godt tip?